Signe og Thor i Tumu

En beretning om vores tur til Chutes de Koudou i Parc W – Burkina Faso

Kørte fra Ouagadougou 8:15 – 550 km og 8-9 timer senere kom vi endeligt frem til lejren ved Chutes de Koudou. Det lyder jo dejligt nemt, men helt ubesværet gik det ikke for sig. De første mange kilometer fra Ouaga til Kantchari gik problemfrit på, efter afrikanske forhold, super god asfalt. Vi snakkede om at tanke undervejs, men have rigeligt brændstof til at nå Kantchari på grænsen til Niger. Da vi nåede Kantchari viste det sig selvfølgeligt at den eneste tankstation i byen ikke kunne sælge diesel, da der ikke var strøm - eller for den sags skyld en generator eller håndpumpe….Hmm…reservetanken var fuld, men 45 liter diesel er ikke meget, når man kører Landcruiser med 6-8 km/l. Det ville i hvert fald formentligt ikke være nok til at nå ind til parken og tilbage. Vi ved, der er tankstation i Diapaga - den sidste større by inden parken… men har de mon strøm, når der ikke er det i Kantchari? Hvis vi kører ind til Diapaga, og der ikke er diesel, kan vi godt nå tilbage til Kantchari, men så heller ikke videre….øv øv øv - hvorfor tankede vi ikke tidligere…..

På hovedgaden i Kantchari, ser vi en lille markedsbod, der sælger to-takts benzin til knallerter, så vi stopper bilen og spørger - på vores glimrende(…) skolefransk - om de mon også kan sælge diesel, eller måske skaffe noget…? De henviser os selvfølgeligt til tankstationen… men efter lidt snak frem og tilbage er der en, der laver en opringning. Han får fat i en der gerne vil komme med diesel. Der bliver sagt en masse på fransk og en pris kommer på bordet… faktisk en utrolig rimelig pris, taget i betragtning at diesel er væsentligt dyrere i Burkina end i Ghana, og især taget i betragtning af, at er ikke er fast pris og de må kunne regne ud, at vi er lidt i problemer og vil betale godt. Efter 20-30 minutter kommer en fyr fræsende på sin knallert med 2×20 liter bagpå. Der bliver fyldt på, og udvekslet en masse venlige afskedsfraser, taget lidt billeder af alle mand… og så af sted, stadig forundret over, at deres diesel var så billigt….. bare de nu ikke har hældt noget helt andet på tanken!

56km god grusvej senere er vi i Diapaga. Bilen er ikke gået i stå, så det må være en ok kvalitet diesel, vi har købt. I Diapaga er der ikke bare en, men to tankstationer, og de virker begge!! Hold da op, vi fylder tanken helt op, og først her, da vi ser deres noget højere literpris, går det op for os, at den diesel vi har købt i Kantchari må være smuglerdiesel fra Niger…upsi daisy….nå, men billigt var det da

Ja ja videre går det. Vi finder kontoret med parkstyrelsen, og vækker en mand, der tager sin middagslur i skyggen af et træ. Han forklarer os, hvor vi skal køre ind i parken, hvis vi skal til Chutes de Koudou, det er ”pas de problem” og sender os af sted med et smil, nyd jeres tur. Hvis vi kører lidt raskt til, kan vi måske nå et hurtigt bad og en ”sun-downer” drink på terrassen. Efter 1½ time med ret dårlig grusvej er humøret ved at være lidt lavt i bilen, og Signe er lidt småkøresyg. Endelig er vi fremme ved indgangen, hvor vi mødes af……ingen. Det er bare løgn, hvor er parkfolkene henne? Efter at have gået rundt og kaldt i 10 minutter kommer en dreng cyklende inde fra parken. Han fortæller os, at personalet formentligt sidder på det lokale værtshus i den nærliggende landsby. Det tager sin tid, men efterhånden får vi støvet personalet op, og får dem tilbage på posten.

Det viser sig selvfølgeligt, at vi skulle have haft en tilladelse fra Diapaga… hvilket den venlige mand fra parkstyrelsen, som vi vækkede intet sagde om…men måske er det ”pas de problem” siger bestyreren, han skal bare liiiige have købt noget taletid til min mobil, og så finde et sted med signal og ringe til chefen i Diapaga, og så sikkert hundrede ting derudover, gætter vi. Klokken er ved at være 17. Solen går ned ved 18:30 tiden, vi har 1½ times kørsel ind til ”Chutes de Koudou” og lige så meget tilbage til Diapaga, så det er nu, vi skal køre, hvis vi ikke vil køre i mørke…. Nøj hvor er det her irriterende. Efter en længere diskussion med park folkene, bliver vi enige om at opgive og køre tilbage til Diapaga. Men pludseligt sker der noget, en mand kommer cyklende med taletids skrabekort til bestyreren. Bestyreren stiller sig op på en betonklods, holder telefonen højt i vejret, og får ringet til chefen, og endeligt langt om længe er alt i orden, vi kan køre ind…. Nååå nej, vi skal jo også lige have en obligatorisk guide med. En sovende halvberuset guide bliver banket op fra sin hytte, og spæner rundt som en forvirret høne for at finde sine ting…. endelig efter 15-20 minutter sidder et styks halvt sovende, camouflage klædt og haglbøssebevæbnet guide på bagsædet og af sted det går. Vi har brugt i hvert fald 1 time ved indgangen og bad og ”sun-downer” kan vi godt vinke farvel til, nu handler det bare om at komme frem inden det bliver mørkt, for så vidt vi har læst os frem til, har vi et flodleje - måske en egentlig flod, der skal krydses inden lejren.

Mørket sniger sig ind på os, og den sidste halve time kører vi i tusmørke. Vi kommer frem til noget der ligner en faldefærdig rasteplads med en ruin – Thor når lige i spøg at sige ”ja så er vi fremme” inden han opdager, at her slutter vejen faktisk. På bagsædet vågner guiden, kikker ud og udbryder ”voila c´est Chute de Koudou”..! Pis….det er bare løgn – Nu er humøret da helt i bund!!!! Guiden peger imod et hjørne, hvor en smal sti/vej forsvinder ned ad en skrænt. Thor går med ud for at sondere terrænet. Tilbage i bilen sidder Signe alene, der er mørkt, vi holder midt i en dyrepark, Thor og guiden har været væk i 10-15min. Og på bagsædet opdager hun guidens haglbøsse – der skal den jo nok gøre gavn, hvis de møder en løve… Øv hvor er det irriterende det hele!!

Pludseligt dukker de op igen, med sig har de 2 af personalet fra ”Chutes de Koudou”. Det viser sig, at vi er nået frem til den store flod, og lejren ligger lige på den modsatte bred af floden, der heldigvis er helt udtørret. Det er dog ikke til at få bilen over i mørke, så den bliver bakseret ned ad skrænten og parkeret på flodbredden. Personalet smider bagagen på hovedet, og af sted det går igennem buskads, flodleje og op ad en klippeskrænt. Og lige dér, hvor humøret har nået et absolut lavpunkt, ankommer vi til den hyggeligste lille lejr. Vi bliver straks bænket og får en kold øl stukket i hånden, bagagen kan vi tage os af senere. Personalet er utroligt venligt, og de går straks i gang med at lave mad til os.

Puha…sikke en tur. Det er nu dagen derpå, og det må siges, at i går var en rigtig rigtig lang møg dag. Men nu sidder jeg (Thor) på terrassen og kikker ud over flodlejet. Vi har set elefanter, bushbuck, waterbuck, bavianner, en enkelt bøffel og masser af fugle, bare ved at sidde ved lejren og kikke. Vi er desuden netop vendt tilbage fra en køretur i parken, hvor vi så masser af bøfler, kob antiloper, oribi antiloper, haartebest, roan antiloper, bavianner, masser af smukke fugle og en enlig sjakal. Turen hertil var slem, men hold op, hvor er her dejligt, og ja nu har vi jo bare endnu en historie at grine af, når vi bliver gamle

Nu glæder jeg mig til den ”sun-downer” jeg har til gode, og så satser jeg på, at der kommer en løve eller to slentrende igennem flodlejet inden så længe.

Thor – Chutes de Koudou, Parc N’ de W – 24. Maj 2009

Se billeder fra turen ved at klikke her

Der er nogle stykker, der har spurgt lidt til, hvordan en almindelig arbejdsdag hernede ser ud, så jeg vil fortælle lidt om min dag i dag.. Jeg kom hjem fra arbejde for en halv times tid siden. Dagen i dag startede 7:30 med en introduktion til Tumu Hospital, hvilket vi egentligt skulle have haft for langt tid siden, men af forskellige årsager blev det udskudt til i dag. Det var Doktor Zack selv, der viste os rundt, og det var en både spændende og tankevækkende oplevelse. Det er ret blandet, hvad de forskellige afdelinger har af udstyr, noget er oldgammelt og andet spritnyt (med store mærkater hvor der står ”donated by…..”) På hver afdeling havde doktor et kontor/konsultationsrum, hvilket han selv synes var ret morsomt, for hvor finder man egentligt doktor henne, når han har syv forskellige kontorer? Men hvad kan den stakkels mand gøre, han er ene læge om at dække samtlige afdelinger, og det ser ikke umiddelbart ud til at en ekstra læge er på vej. Han må tage det i stiv arm og zappe fra afdeling til afdeling, og så være glad for at han har nogle dygtige sygeplejersker, der er villige til at arbejde langt ud over deres jobbeskrivelse.

Tilbage på kontoret mødte jeg Danladi, der er chauffør på distriktets sundheds administration (DHMT). Han hjælper os med at servicere vores biler, og vi fik en diskussion om, hvad der skulle ordnes på den af vores biler, der skulle serviceres i dag. Efter snakken med Danladi, havde Anette der er min kollega på HIV/AIDS området endeligt fået samling på den flok, vi skulle have møde med. Det var om et projekt, som en af de andre NGO’er (Non-governmental Organisation), ”ASUDEV”, arbejder med. Mødet gik i gang en lille time forsinket, hvilket slet ikke er unormalt her. Projektet omhandler HIV/AIDS testning i 5 samfund i distriktet, og virker enormt fornuftigt. Det er svært for folk ude i landsbyerne at komme ind til Tumu, og der er meget få, der kan se en årsag til at bruge tid og penge på at tage hertil for at blive testet for HIV. Derfor giver det rigtigt god mening at bringe testningen ud til befolkningen. Vores rolle har indtil nu hovedsageligt været at komme med gode råd og vejledning, og så har vi lovet ASUDEV, at de må låne vores ene bil de dage, de skal ud. Det bliver interessant at følge forløbet, og sundhedsadministrationen håber, det kan være med til at give et realistisk billede af, hvordan HIV/AIDS tilfældene er fordelt i distriktet.

Efter mødet nåede jeg lige at læse korrektur på et dokument Signe havde forfattet, inden frokostpausen klokken 12:30.

Da jeg klokken 14:00 var på vej tilbage til kontoret kom Danladi kørende med den bil han skulle servicere, Mette, vores anden kollega, havde lige ringet til ham og fortalt, at hun sad fast med vores anden bil en times kørsel udenfor Tumu. Jeg tog af sted sammen med Danladi, og tjuhej det gik derudaf ad en forfalden grusvej for at trække vores anden bil fri. Den sad uhjælpeligt fast i et mudderhul, og 20 tilfældigt forbipasserende mennesker havde forsøgt at få den løftet, slæbt, gravet og skubbet fri, inden de opgav og ringede efter os. Vi fik træktov sat imellem bilerne og fik efter et par forsøg fundet den rigtige teknik 5-6 mand løftede i bilens ene side, imens den anden bil trak, og endelig sprang et stk. mudret Landcruiser op af hullet.

Det var en lang køretur, men Danladi er en hyggelig fyr, der er god for lidt mandehørm, og han brugte en del af turen på at forklare mig at ”women you know - they are useless drivers!! You and me, we would not get stuck, they just drive toooo bad. They don’t know the car oh oh oh” “you see that road, that is the shortcut to Nabugobelle, but now with the rain it’s bad. You and me we could pass through with the 4WD, but the women oh they would suffer….useless.” Danladi synes i øvrigt, det er vældigt morsomt, at der i Danmark findes husholdninger, hvor det er kvinden, der styrer økonomien. Det kan han slet ikke sætte sig ind i. Ja nu er der nok nogen derhjemme, der synes han lyder som en være mandschauvinist, men han er god som dagen er lang, og et rigtigt godt bekendtskab at have hernede. 

Som en afslutning på dagen nåede jeg lige hjem til et møde med endnu en NGO – ”Save Ghana”, der havde sendt os en ansøgning til et projekt, de vil arbejde på. Ansøgningen var egentlig til en amerikansk donor organisation, men de ville gerne skrive os på som en samarbejdspartner, eller høre om vi på andre måder kunne hjælpe. Det blev til en længere snak om, hvordan man skriver en ordentlig ansøgning, og hvad vi egentligt ville kunne hjælpe dem med…. i det her tilfælde desværre ikke så meget, og dog for de får helt sikkert skrevet en bedre og mere realistisk ansøgning nu. Kl 17.30 luntede jeg hjemad. Og sådan gik en arbejdsdag ikke helt uvant for sig. Lidt af det planlagte og så krydret med en del uventet.

Så er vi efter lang tids forberedelse endeligt kommet til Tumu, og det er på tide at få lidt information på hjemmesiden, hvilket er noget, vi lidt har gået og fortrængt at få gjort…. Det skyldes muligvis en internetforbindelse, der føles langsommere end de første telefonmodem, vi havde i Danmark. Og måske det bare skyldes, at tiden flyver, og vi helt baldret falder omkuld senest kl. 22…Men så er man jo også frisk det tidligere om morgenen.

Så landede vi endelig. Lige midt i Tumu. I det aller fjerneste hjørne af Ghana. Helt oppe under grænsen til Burkina Faso. Det ligger så langt fra hovedstaden Accra, som man næsten kan komme. Det tager min. 12 timer at køre hertil, og det er ikke muligt at komme til Tumu fra Accra uden at skulle køre mindst 2 timer på grusvej. I regntiden, som vi har nu, er vi oppe på et sted imellem 3 timers grusvej og helt umuligt (for et par dage siden var alle veje, der går sydpå fra Tumu oversvømmet, så vi var helt afskåret.) Vi har fået at vide at asfaltvej hele vejen til Tumu har været betalt en gang….desværre stak entreprenøren bare af med pengene, da det gik op for ham, at det var et større projekt, end han magtede. De ansvarlige politikere reagerede sjovt nok ikke, idet de vist alle havde fået en del af kagen. Ja ja -mon ikke vejen kommer en dag? Indtil da må man sige, at det er imponerende, som folk ikke lader sig påvirke af det: Skal man frem, så kommer man frem… på gåben, med æselkærre, cykel, motorcykel eller i en overfyldt bus. Og alting helst læsset med flere familiemedlemmer, et par geder, lidt høns, en sæk mel, kul eller majs og hvad der ellers lige skal fragtes… Tumu er en fantastisk by! Så kort kan det siges.

At Sissala East Distrikt (som Tumu er hovedstaden i) er et udkantsområde, kan også tydeligt ses på sundhedsområdet. Sissala East er på godt 4.600 kvadratkilometer, og der bor 52.000 mennesker. Til at dække området, er der på hospitalet 1 læge og 2 cubanske lægeassistenter (der taler meget dårligt engelsk og som ikke er egentlige læger, men har en kortere uddannelse, så de kan håndtere diarre, luftvejssygdomme, malaria ect.). Det er ikke så mærkeligt, at doktor føler sig ret presset til tider – der er ikke noget, der hedder en rigtig fridag - han kan altid blive kaldt ind. Og der er ikke lige en kollega, han kan spare med, hvis der er en kompliceret patient. Han står selv for behandling af medicinske sygdomme, mindre operationer som hernier og fjernelse af en blindtarm. Samt alt hvad der hører under fødselskomplikationer og kejsersnit ect. I alt er der ca. 35 sygeplejersker rundt om i distriktet, fordelt på klinikkerne og på hospitalet.

Det lyder ret barsk. Og man kunne forstå, hvis folk her indimellem fandt det for hårdt og var på nippet til at opgive, men det er her, det overraskende kommer… Tumu-folket er helt utroligt glade, søde og optimistiske, og vi er blevet taget imod med åbne arme. Mange har ikke meget, og alligevel siger de velkommen og vil dele det, de har. Mange ved måske nok, at der er nogle ting ved systemet (sundheds-, uddannelses- og det politiske system osv.), der ikke kører optimalt, men de lader til at have en helt utrolig måde, at få livet til at gå videre, som det skal. En fantastisk måde at overleve på. Ved at glædes over det, der fungerer og at acceptere det, de ikke selv kan ændre nu, med en tiltro til at det sker engang. Og samtidig møder vi folk, som virkelig knokler for at disse ændringer skal ske. Som sagt Tumu er en fantastisk by. Og det skyldes især Tumu-folket!

Vente-vente-vente. 7 mdr. -6 mdr. -snart 5 mdr. Jeg kan næsten ikke vente længere. I en tid, hvor det er politisk korrekt at være målrettet og ikke fjumre tiden væk, føler jeg mig som en småkriminel politisk forbryder. For jeg venter! Og jeg tæller ugerne. Til afrejsen… til et år væk fra læsesalen til det nordlige Ghana på IMCC-ulands sundhedsprojekt. Med en målrettethed, der kan sammenlignes med eksamensperiodernes ”tællen-sider-til-jeg-er-færdig-med-pensum”, bevæger jeg mig langsomt, men dog sikkert mod målet. Stille som en ninja. Inden aften skulle jeg gerne have en medarbejder fra told og skat på sigtekornet, så jeg kan få afklaret om min situation egner sig til skattefritagelse. Og så kan jeg med sikker hånd sætte endnu et flue-ben på min ”to do” liste. En liste, der er flere alen lang… Og mon ikke denne politiske forbryder kan få benådning ved Vestre Landsret? For selv om det måske kunne synes sådan, så fjumrer jeg skam ikke tiden væk. Jeg specialiserer mig, kunne man – med politikernes plusord in mente - fristes til at sige. Jeg specialiserer mig i at arbejde med sundhed på et ulandsprojekt. På hjemmegruppemøder med tidligere udsendte IMCC’ere, bliver jeg dus med begreber som civilsamfundsstrategien og DANIDAs prioriteter. På tropemedicinsk kursus i Kbh., har jeg set på orme, som jeg lykkeligt havde fortrængt, overhovedet eksisterede. I en mudret grusgrav har jeg testet mine kørefærdigheder i en jeep, så jeg er klar at kunne komme omkring på Ghanas mudrede grusveje i regntiden. Og på pædagogik-seminar og konfliktløsningsseminar har garvede ulandsfrivillige givet mig værktøj og indsigt i, hvad jeg snart skal ud at opleve… Nej, jeg er ikke politisk korrekt! Jeg er ikke målrettet set i perspektivet af fire-års-reglen og med Lars Løkkes briller. Og så alligevel. For mens jeg venter på, at min afrejse til Ghana står for døren, så øger jeg mine kompetencer. Kompetencer til at begå mig i en globaliseret verden. Og at være omstillingsparat til den globaliserede verden er vist også ved at komme med på den politiske dagsorden. Så mon ikke, når alt kommer til alt, jeg alligevel er en politisk meget artig pige, der står til benådning hos et samlet dommerpanel… 22 uger. Så rejser jeg!